Carsten ved, at han skal dø – ligesom mange andre blev hans prostatakræft fundet for sent

Prostatakræft er af de hyppigste kræfttyper i Danmark og tager livet af cirka 1200 mænd årligt. Mange mænd får konstateret kræften, efter at den har spredt sig i kroppen, da ofte den først giver symptomer, når det er for sent. 65-årige Carsten Philipsen lever nu med en uhelbredelig sygdom, som han ikke ved, hvornår vil tage livet af ham.

Af Niels Storm Andersen

Ligesom flere tusind andre mænd i Danmark, lever Carsten med uhelbredelig prostatacancer

Carsten Philipsen besøger Herlev Hospital, et sted han har været mange gange de sidste par år. Det er tid til de årlige blodprøver, der viser om Carstens PSA-tal er i stilstand eller er steget. Urologisk afdeling er en dødsgang for folk som ham, og han tænker tilbage til de 14 bårebuketter, han har købt de sidste fem år. Buketter, som er sendt til pårørende til mænd, der alle har stået i samme situation som ham selv.

”Nu har det gået godt i fem år, men det kan jo ikke blive ved med at gå godt,” tænker Carsten inden prøverne.

Hvor længe har han endnu? Det spørgsmål har Carsten stillet hver gang, han har været til årlig kontrol de sidste fem år. Hver gang han stiller det til lægerne, får han at vide, at han skal lade være med at spørge, og i stedet være glad for at have det så godt, som han har. Men Carsten er uhelbredelig syg. Af en kræftform, som ofte ikke viser sig, før det er for sent.

Er prostatakræft ikke noget, man dør med og ikke af?

I Danmark diagnosticeres omkring 4500 mænd årligt med prostatakræft. 1200 mænd dør årligt af sygdommen. Til sammenligning er det årlige dødsfald for kvinder med brystkræft omkring 1000. Forskellen mellem disse er, at der er fast screening af kvinder og derved en større mulighed for at opdage cancer i tide. Screening af prostatakræft i Danmark er, på trods af anbefalinger fra den Europæiske Forening af Urologer, ikke blevet indført.

”Den største udfordring er, at prostatakræft ofte ikke kan mærkes, før du oplever symptomerne. Og når du oplever symptomerne, er det næsten altid, fordi kræften har spredt sig.”

Sådan forklarer Svend Erik Bodi, formand for Sundhedsudvalget i prostatakræftforeningen Propa. Han fortæller, at der markant bedre vilkår for de sygdomsramte, hvis kræften opdages, når den er begrænset til prostata. Der er bedre muligheder for helbredelse, færre senfølger for de kræftramte og færre ressourcer brugt af sundhedsvæsenet. Opdages sygdommen først efter, at den har spredt sig, betyder det ofte, at patienterne får livsforlængende medicin. Dette har hårde bivirkninger, er dyrt for hospitalerne og er på ingen måde en garanti for overlevelse.

”Der går et gammelt rygte om, at prostatakræft er noget, man dør med, og ikke af.”

Ifølge Propa er det blandt andet er denne holdning, der afholder mange fra at tage prostatakræft alvorligt. De mener blandt andet, at screening kan afvikle disse rygter og samtidigt hjælpe med at få behandlet flere prostatakræftramte tidligere.

”Det er cirka halvdelen af alle prostatakræftramte, der først får konstateret kræften, efter at den har spredt sig.”

Dette hænger også sammen med nye retningslinjer for sundhedsvæsenet, der gør det sværere at få taget ens PSA-tal. PSA-tal betyder Prostata Specifikt Antigen, og er et enzym, der kun produceres i prostata, og kan med blodprøver derfor vise, om prostata lækker. Tallet kan ikke definitivt afgøre, om der er tale om prostatacancer, men bruges som en form for ”alarmklokke” for yderligere undersøgelser. Nogle læger vil ikke måle PSA-tallet, medmindre mænd har den rigtige alder eller prostatakræftramte familiemedlemmer. Derfor, fortæller Svend Erik Bodi, er flere nødt til at skifte læge, for faktisk at få målt deres PSA-tal. I mellemtiden kan kræften nå at sprede sig og helbredelsesmulighederne indsnævres.

”Havde jeg ikke banket i bordet for at få mit PSA-tal målt, så havde jeg nok ikke siddet her i dag.”

Carsten Philipsen får en indkaldelse til hospitalet i 2017, blot et par dage efter hans 60-års tjek. Et rutinetjek, hvor han ved et rent tilfælde spørger ind til, om de vil tjekke hans PSA-tal. Noget, lægen ikke finder nødvendigt, men Carsten insisterer. Datoen for hospitalsindkaldelsen passer Carsten dårligt, og han ringer til hospitalet for at omlægge aftalen. I telefonen fortæller en læge Carsten, at han er under ”kræftpakken”. En besked, der kommer meget bag på ham, for hvad betyder det? Turen til lægen bekræfter hans spirende mistanke. Carsten har prostatakræft. Nu venter flere prøver, hvis formål er at vurdere, i hvilket omfang kræften er til stede. Hvad gør man så, når konen er på ferie, og man venter på svar? Carsten vælger at vente med at nævne det og i stedet bruge sin tid på Google. Da Pia kommer hjem fra ferien, tager de sammen ind for at få resultatet:

”Det er der, jeg får dødsdommen. Lægen fortæller mig, at det har spredt sig og er uhelbredeligt. De siger, at jeg skal have livsforlængende hormonbehandling, og det er rent ud sagt noget lortemedicin.”

Hormonbehandlingen påvirker Carsten på flere måder. Han får knogleskørhed, han tager på, han mister muskelmasse, han sover meget mere, og han har nærmest ingen sexlyst. Men han lever endnu, og han har selv fundet en metode for at undgå det tankermylder, der medfølger en uhelbredelig sygdom. For hvis han bare fokuserer på aktiviteter som dans, træning, bridge og lignende, så har han ikke tid til at overtænke:

”Det kan godt være, at jeg får kvindehormoner, men jeg har sgu ikke lært at multitaske,” griner Carsten, der generelt er god til at fyre vittigheder af, også når de omhandler kræften og dens medfølger.

Carsten mener selv, at det er vigtigt at kunne grine af de svære ting, man går igennem i livet

Prostatakræft på de skrå brædder

Carstens historie er ikke unik. Alle prostatakræftramte går igennem forløbet på forskellige måder med forskellige behandlinger og forskellige resultater. Men det generelle forløb kan de fleste prostatakræftramte spejle sig i. Dette har Teatret Svalegangen i Aarhus vist med teaterstykket ”En Smule Ubehag.” Stykket følger en 55-årig professor, der får konstateret prostatakræft, gennem hans oplevelser, tanker og erfaringer på en både alvorlig og humoristisk måde. Stykket er oprindeligt skrevet af amerikanske Jeff Metcalf, der skrev stykket baseret på sine egne erfaringer med prostatakræft, og har sidenhen selv mistet livet til sygdommen.

Instruktør på stykket og kunstnerisk direktør på Svalegangen, Per Smedegaard, mener, at det er meget vigtigt at påtale og belyse emnet om prostatakræft. Han har sat sig meget ind i emnet for at kunne arbejde med stykket på den rigtige måde. Heriblandt personlige samtaler med Jeff Metcalf. Derfor har Smedegaard også stor respekt for området. Han fortæller at der, udover penis-vittigheder og det amerikanske sundhedsvæsen, ikke har været problemer med at oversætte stykket til en dansk kontekst:

”Lidelseshistorien, fremmedgørelsen og tabuet er det helt samme på dansk og engelsk.”

Per Smedegaard mener, at et teaterstykke godt kan gøre en forskel. Den fiktive, prostataramte professor i stykket ender forestillingen med en bøn:

”Lad os lære at sige det højt,” siger skuespiller Holger Østergaard i en opsang til publikum, der både omhandler at få mænd til at tale om deres helbred og tage det alvorligt, og at få pårørende til at hive deres kære til læge, inden det er for sent.

Per Smedegaard forklarer, at når man har besluttet at tage ind for at se et teaterstykke, så har man samtidigt taget en beslutning om at lade sig påvirke. Derfor mener han, at et stykke som dette er et vigtigt redskab i udbredelsen af opmærksomhed på kræften. Derfor er stykket bragt i samarbejde med Propa, der sammen med turneen, sørger for informationer og andre midler, der oplyser om prostatakræft. 

Wienervals for cancer

Det er den 26. oktober i 2018. TV2-programmet ”Vild med dans knækker cancer” skal til at sende. Efter 10 ganges træning i ugerne op til, står Carsten nu sammen med professionel danser Mie Moltke klar til danse i Det Kongelige Teater foran et stort publikum og på landsdækkende TV. De skal danse en wienervals efter Carstens ønske, men bare få minutter før showtime, bliver han alligevel noget nervøs. En hurtig øver bag scenen, og Carsten føler sig lidt mere klar til at stå i de varme lys.

Carsten blev inviteret til at danse i programmet for at øge fokus på prostatacancer. Han er glad for at danse, og har gjort det i flere år med Pia, men han er også en stor fortaler for at øge fokus på prostatakræft, så færre ender med at ende som ham selv. Derfor var det en stor oplevelse, som også gjorde en forskel for andre mænd. Carsten fortæller om en oplevelse efterfølgende:

”Jeg mødte en fyr til bridge, som fortalte at han havde set en mand danse til Knæk Cancer showet, som snakkede om prostatakræft. Han vidste ikke, at det var mig, før jeg sagde det, men han var blevet tjekket efter det, og der blev fundet kræft i prostata. Det blev fundet tidligt nok til, at den blev opereret væk, og nu er han helt kræftfri.”

Carsten og Pias hus og baghave bærer præg af børnebørn, der tit er på besøg

Carsten lever nu travlt, aktivt og meningsfyldt. Han vil ikke lade frygten for kræften styre sit liv og hverdag, og bruger derfor sin tid på at være i god form, på at rejse og opleve og på at dyrke sit familieliv:

”Jeg har en god, dejlig kone, søde børn, børnebørn og svigerbørn. Jeg har noget at stå op til.”

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.